Stil guides

Casual Style med Stone Island

Hvis du i længere tid har gået i hip-hop tøj eller lignende, men er begyndt at blive lidt træt af det, fordi det ikke passer så meget til dig mere, så er der et fedt alternativ. Stilen hedder casual, og er knap så afslappet og baggy som hip-hop, men mere stilren på den fede måde. Tag et kig her, hvis du er lidt nysgerrig.

Hvad er casual style?

For at få det helt på det rene, hvad casualstil er, så er casual betegnelsen for en afslappet tøjstil, hvor man går i dyre mærkevarer såsom Stone Island og Lacoste. Casualstilen stammer, som de fleste andre fankulturer, fra Storbritannien. Og nu til det spændende – og for at gøre en lang historie kort: så er casuals oprindelig hooligans, der brød ud af mængden, da politiet fik færden af de voldsomme tilskueruroligheder og begyndte at eftersøge hooligansne. I 1980’erne så man få folk på stadions, som ikke bar klubbens farver, men dyrt tøj fra europæiske designere. Dette gjorde det nemmere for dem at undgå politiet, samt at ordne slåskampe mod modstanderhold hvor de forskellige firms(grupper) mødtes på pubs og andre steder, for at komme i håndgemæng med hinanden. I dag er stilen dog en anelse mainstream, da den er blevet udtryk for en tøjstil.